Sapfo (610 f.Kr.?) Den største af alle tiders digterinder, der allerede i oldtiden blev kaldt den tiende muse. I ildfulde strofer skrev og besang Sapfo kærligheden, ikke i den lille spøgefugl Eros skikkelse, men som den store brændende altfortærende lidenskab, dets sødme og smerte. Jeg attrår og brænder, skriver hun.
Digt nr.1
Om kun det mindste glimt af dig mig strejfer
forstummer ordene på mine læber
stemmen svigter mig
og tungen klæber tør mod ganen
en indre ild usynligt gløder i hver fiber
øjet stirre blindt
og dybt i ørets kammer bruser blodet
sveden perler på min pande
og hele kroppen skælver som i feber
kinden visner som en blomst på kinden
og kun døden ønsker jeg
Digt nr.2
Jeg taler sandhed
gid jeg dog var død
med tusind tårer har hun nu
forladt mig
kranse af duftede liljesne
roser i dunkel blodig glød
smøg sig ind i dit
unge varme bryst
rundt om din spinkle nakke
lå blomster der duftede op imod mig
mens du vandre ved siden af mig og ler
kostelig duftende myrrasaft
skabt til en kongelig kroningsfest
perlede som dug i dit bølgende bløde hår
udstrakt på lejets snehvide uld
hvilende hos mig i din spinkle hånd
strakte du ud - begærede
Elisabeth Berrett Browning (1806-61)
Elsk mig i fald du må
for intet andet
end elskovs egen skyld
giv ej til grund
jeg elsker hende for det blik
den mund
det bløde tonefald
et ligedannet
sind eller tankesæt
der mangen en stund
i lifligt samspil
har med mit sig blandet
alt sligt kan skifte
som skum på vandet
dit syn kan skifte
og med elskovs grund
forsvinder elskov
elsk mig heller ej
fordi du gerne trøster mig
så ømt
thi glemte jeg at græde
mens min vej gik ved din side
var jeg dermed dømt
elsk mig for elskovs egen skyld
jeg ved du kan elske
mig i evighed
Tilbage