Novelle

 Digteren var meget træt. Han havde siddet i sit studerekammer og grublet til langt ud på nattetimen, ikke fordi han var tvivlrådig om hvad han skulle skrive, men mere om hvordan han skulle få begyndt.

Der var så meget han gerne ville havde sagt, men viste at han kun havde få ord at gøre godt med. Han slukkede lyset og lænede sig tilbage i stolen, månen sendte et svag skær ind over hans ansigt. Han lukkede øjnene og prøvede endnu engang at få indsat en god indledning.
Han må have blundet idet han hørte en stemme sige; vær ikke angst! og en hånd blev lagt på hans skuldre. Han åbnede øjnene og så en lysende engel stå foran sig, men følte sig ikke spor urolig. Hvem er du og hvad vil du, spurgte han fattet, er jeg død eller er det bare noget jeg tror. Englen smilede til ham og sagde: nej, men du sover endnu, om end du tror du er vågen. Min fadder Somnus, søvnens gud, har sendt mig for at hjælpe dig. Jeg er hans søn Morfeus, drømmenes gud, og du har brug for at komme helt ind til kilden for at drikke, og efterfølgende skrive det du gerne vil - vil du gerne med. Han følte ingen trang til at sige nej, men spurgte dog til, hvorhen og hvordan at han, der troede at han var vågen, men alligevel sov, skulle kunne sådan. Jeg er kommet på digternes vingede hest Pegasus, og vindens gud Ailos vil bære os ad kongevejen til en verden, hvor Afrodite, kærlighedens og skønhedens gudinde vil tage imod dig, men vejen til og stedet vil du ikke vide hvor er. Endvidere skal du vide, at øjnene og hænderne er vejen til hjertet - ikke øret. Derfor må du intet sige, fra du bliver lukket ind, til du er tilbage her igen, og da vil du kunne huske alt, og kunne skrive dit digt. Siger du blot et eneste ord, vil du straks være her tilbage igen og intet huske. Han nikkede og englen lagde en hånd på hans pande, hvorefter han intet erindre før der igen blev lagt en hånd på hans skuldre.

Der stod de, ved indgangen til en lagune der var bevogtet af keruber med lysende flammesværd. Han så spørgende på Morfeus. Englen sagde, dette er paradis på jord - Atlantis, stedet der kun kan nås med englenes hjælp, men hør nu hvad jeg har at sige inden jeg igen rider bort. Du må som sagt intet sige derinde. Du skal også vide at du er alene i begyndelsen, men så vil tidevandet sende flod, og da er du ikke ene længere. Ved ebbe bliver du atter alene, gå da til udgangen hvor jeg venter på dig, for at bringe dig hjem. Digteren nikkede og så hen mod indgangen hvor keruberne stod vagt. Med et slukkedes deres flammende sværd og en skikkelse kom til syne og rakte begge hænder frem mod ham. Han vendte sig om mod sin ledsager, men der var ingen. Han gik roligt frem mod skikkelsen der sagde - jeg er Afrodite, kærlighedens og skønhedens gudinde. Hun bød ham tage imod en rose, det er Venus blomst, symbolet på tavshedens gud. Den skal du aflevere til den der kommer med flod og giver dig en frugt. Gå nu blot ind, resten vil ske som det er min vilje det skal ske. 
Så snart han var trådt indenfor, stillede keruberne sig atter op foran indgangen med flammende sværd, og Afrodite var ingen steder at se, så nu var han alene.
Han stod på en sandbred, kunne mærke det varme sand under sine fødder, og solen der varmede hans krop. Han opdagede at han kun havde et tyndt let lændeklæde på og intet andet. Bag ham til begge sider var der en blomstereng i alle regnbuens farver. Bag engen klipper der indrammede lagunen i en stor halvcirkel, for at ende langt ud i havet hvor cirklerne næsten mødes, dog var der en åbning men lave klippeformationer. Vandet var ganske roligt, sendte kun små duvende bølger ind mod stranden.
Da skete det, mens han fredfyldt vandrede hen af stranden, at der kom en let brise, en lun vind, og med sig havde den de mest vidunderlige dufte der svøbte sig om hans krop. Der kom flere og flere små toppe på bølgerne der brækkede over i strandkanten og dannede små skumpuder. Han satte sig, lukkede øjnene et kort sekund og tog en dyb indånding. Han kom til at tænke på Homers Odysseen, hvor der fortælles om de 'sagliges øer' langt ude mod vest, lykkelandet som Homer kalder Elysium, og hvor visse mennesker, efter døden, kan leve i lyksalighed. Men han var jo ikke død, men ført hertil for at ... Han hørte pludselig sang ude over lagunen og åbnede øjnene. Det var blevet flod, vandet steg længere og længere op på strandbredden, og ude over lagunen opdagede han en skare af små drengebørn med vinger, amoriner der langsomt nærmede sig kysten. I tæt formation fløj de hen over bølgekammen, alt mens de flerstemmigt sang en smuk, men for ham ukendt canto. Da bølgen nåede ind til bredden knækkede den over og skyllede en stor skumpude ind på land. Amorinerne forsvandt igen ud over havet, og ud af skummet trådte en skikkelse, en kvinde. Hun var ganske uden tøj bortset fra et klæde om livet. De stod længe overfor hverandre, så blot hinanden i øjnene. Hun kom med en duft af renhed og uskyld der fjernede enhver fortid i hans tanker. Hvor var hun dog fortryllende tænkte han og ragte hende rosen. Hun lagde rosen ind til sine læber, kyssede den og lagde en finger på hans læber - stilheden var beseglet. Derpå bød hun ham sin hånd hvori der lå to kinesiske blommer, kærlighedsfrugterne som Afrodite havde fortalt ham. De tog hver sin, lagde dem ind til deres hjerter, hvorpå de spiste hinandens frugt. En ømhed fyldte dem begge og han tog hendes hænder, så hende i øjnene og tænkte på de smukke ord, 'den sjæl der kan tale med øjnene, kan også kysse med et blik' hvorefter de begav sig hen til blomsterengen. Floraen, farverne og duftene overvældede dem så ganske, at de tog hverandre om livet mens de vandrede gennem blomsterhavet. Længere fremme åbenbarede der sig en åben plet midt i blomsterfloraen. Bunddækken var blødt og indbydende, de sank på knæ og han tog hendes ansigt mellem sine hænder og kyssede hende, nænsomt og blidt. Hendes læber var så bløde og vedholdende, at han tog hende i sine arme og tryggede hende tæt ind til sig.
Dette knus, dette kys udtrykte mere end alt det de ikke måtte sige. En overgivelse, et hjerternes autograf der åbnede deres øjne og bevægede deres hænder, et kys der havde brudt stilheden.
Han lod sine fingre glide gennem hendes hår, over skulderne ned af ryggen rundt om hofterne og op over livet til hendes bryster og tilbage til ansigtet. Han havde rørt ved noget der var mere dyrebart end alt verdens hundske mammon. Dette øjeblik ville for altid være ophængt i hans hjertes billedsal.
Hun lagde sine hænder på hans bryst og sammen lagde de sig ned i det bløde bunddække hvor den lune vind kærtegnede deres kroppe. Sangfuglene oppe på klipperne istemte en hymne til kærlighedens gudinde der tændte elskovsluer i begges hjerter, og de kom tæt meget tæt på hinanden. Amourøse kærlige og kælne fingre dristige leg fik lidenskaben til at blomstre. Hvis jeg attrår dig lige nu, kan mine øjne ikke skjule det længere, tænkte han, idet hun trak ham ned over sig, inderlig og modtagelig for nydelsens vellyst der smeltede dem sammen og langt ind i hinanden - elskovs løn poetiserende af mange fuglestemmer og en himmel der faldt ned over dem og tog dem med på en rejse, langt ind i afrodisiernes inderlighed.

Nu skal vi danse, hun tog ham i hånde og ledte ham ned til stranden. De var blevet meget varme og to svedperler løb ned over hendes øjenlåg. Da hun lukkede øjnene kyssede han begge øjenlåg blidt og opdagede solens røde stråler på rødmende kinder. En tanke tog form men blev ikke fuldendt idet fortryllende musik uventet lød over hans hoved og ledte dem i dans mod selv samme sted han var kommet ind. Vandet trak sig længere og længere ud, det var blevet ebbe. I vandkanten nær ved udgangen hørte musikken op, og ude over lagunen kom en skarer af små vingede amoriner til syne. Det havde været en smuk oplevelse, nu var den til ende og han rakte sine arme frem mod hende da amorinerne løftede hende op og fløj bort ud over lagunen. Han havde lyst til at råbe til hende, men tav og sendte i stedet sine tanker af sted, ud over havet, for tanken der tidligere tog form blev med et fuldendt: Jeg er taknemlig for at jeg har kendt dig, skønheden bor nu i mine øjne, en fremmed jeg kender så godt. Dette måtte være paradis på jord. Keruberne trådte til side - han skulle hjem og skrive et digt..