Nu da jeg har været henfaren en tid, er det måske på sin plads at redegøre for!.
Hvordan er det så egentlig at være død ?
Ja, jeg er egentlig ikke rigtig død, kun er jeg ikke i live på den gamle jord, idet jeg har aflagt mit jordiske ham, og er overgået til et nyt liv i et ganske andet antræk. Så selvfølgelig er jeg død og borte i den forstand, at man ikke længere kan se eller høre mig, men det gælder kun den ene vej. I øvrigt er jeg sikker på, at jeg har gjort mine nærmeste det helt klart, at de bør' opfører sig ordentligt og tale pænt om mig, da jeg ser og hører alting, jeg svævede bogstaveligt over min egen jordefærd, og vil til stadighed opholde mig her og der og alle vegne, også i mit andet jordiske hjem, mit gravmæle. Og jeg forsikre for, at der vil blive givet dårlig mave til alle dem, der taler ondt om mig efter min bortgang.
Men ellers er det nye liv vidunderligt dejligt. Jeg var jo blevet født til at dø, det er vi jo alle sammen, og hvis der ikke var noget bedre efter det jordiske, ville livet jo være helt meningsløst, så jeg har aldrig været i tvivl om at der ventede noget bedre efter den biologiske afgang herfra.
I grunden er jeg ikke i stand til at sige hvor jeg er, kun at vi er mange, men uden at være i vejen for  hverandre. Vi ligner vist nok os selv som yngre, i vores bedste alder, men der eksistere ikke nogen bevidsthed om begreberne, smukt og grimt, godt eller dårligt. Ej heller nogen af alle de anskuelser der på jorden fører til ufred mellem menneskerne.
En af de ting jeg havde lovet mig selv, endnu mens jeg vandrede dernede i den ufredelige verden var, at jeg ville få mig en god snak med en lang række af mennesker, som jeg dernede beundrede, men som aldrig fik mødt, enten fordi de forlængst var døde, eller jeg ikke havde haft muligheden. Men det har jeg fået nu, og det er ikke spor svært. For hvis jeg, netop vågnet af min englesøvn, træffer den beslutning, at i dag vil jeg gerne tale med Hr. Søren Kierkegaard, ja så siger jeg blot til mig selv, efter at havde spist et let måltid af brød og honning og dertil mælk, at nu er det tid at komme på besøg hos den gode filosof, og i samme øjeblik jeg er færdig med udtagelsen, svæver jeg hen over livet nedenunder,  og så tager det den tid jeg vil ha' det skal tage -  indtil jeg siger, at nu vil jeg gerne være der, og straks befinder jeg mig foran Hr. Kierkegaard - som fordi jeg havde tænkt at besøge ham, vidste at jeg kom.
Når man kommer herop, sker der ingen ændring i ens bevidsthed, med hensyn til erindringen. Anderledes er det med forståelsen. I mit jordiske liv havde det givet mig megen hovedbrud at forstå hvad det var Søren Kierkegaard mente med det han skrev. Min hjerne var simpelthen ikke kapabel eller i stand til det. Men nu, når vi sidder afslappet på hver sin luftpude, volder det ikke ham svært at forklarer, og ikke mig svært at forstå. Han er et meget sympatisk menneske, men ikke anderledes end alle andre. Det der slår en som nyankommen er dels, at man føler sig hjemme med det samme, det er som var det en naturlig følge, efter at havde forladt det tidligere liv. Selv dem der tvivlede, ja endog tvivlede stærkt, finder sig tilrette med det samme, og har svært ved at tro på, at de nogensinde skulle kunne havde været vaklende desangående. Når jeg fortæller dem om min nye bolig på jorden, hvor jeg af og til vender tilbage - i øvrigt med samme lethed, som når jeg eks. besøger Kierkegaard - syntes de rigtignok jeg har været fremsynet. Men man bliver aldrig ked af det heroppe, det gør de heller ikke, selv om de må nøjes med at iagttage deres efterladte på afstand. De kunne sagtens komme tilbage og ind i deres efterladte boliger, men vil ikke gå ind gennem lukkede døre, det er bare noget man ikke gør efter man er kommet herop, hvorfor! det ved jeg egentlig ikke, det er ikke noget man undre sig over, sådan er det bare.
Livet heroppe er så let, en slags modus vivendi, en fuldstændiggørelse af livet, som man ikke kendte til i sit tidligere liv. På den ene side føler man sig ikke begrænset i at tænke, tale eller handle, samtidig med at man ikke er i stand til  hverken at tale, tænke eller handle `unaturligt` forkert eller ondt. Disse måder at agere på, findes slet ikke i vores nye adfærdsmønster, eller vore tanker, og ej heller savnet af dem, da man ikke erindre at havde haft dem. Her oppe er det den naturligste ting at omgås hverandre, tale med hinanden, og gøre ting sammen, uden at blive uoverensstemmende, det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Vore nye legemer, hvis man kan kalde dem sådan, kan jeg heller ikke rigtig forklarer. Vi kan godt mærke når vi rører hinanden, men vi kan på den anden side også gå lige igennem hinanden, og i øvrigt også alt andet, uden at støde os, det føles helt naturligt. Vi spiser ikke til faste tider eller bestemte steder. Det er ikke det samme som vi levede af nede på jorden, fordi heroppe spiser vi kun af lyst, og ikke fordi det er nødvendigt for at overleve. Om man spiser lidt eller meget betyder ingenting, for vi føler hverken sult eller mæthedsfornemmelse. Men smagen af æble, mælk, brød, og honning ect. er meget bedre end man havde troet muligt, det er så at sige en himmelsk smag, og som alene giver lysten til at spise, ikke nødvendigheden. Det fylder ikke i maven, det er der ingen behov for. Man behøver faktisk aldrig hverken spise eller drikke heroppe, men alle gør det alligevel, fordi det smager så vidunderligt. Vi er alle iklædt det samme stykke stof, en slags kofte, et meget let stykke stof vi bærer over den ene skulder, og hæftet med en lille knude. Vi behøver heller aldrig at vaske os eller gøre toilette, for dette er der heller ikke behov for, ja der findes slet ikke toiletter eller baderum heroppe, og alligevel er vi altid rene og velduftende, ikke mindst fordi der ikke findes snavs heroppe, overhovedet ikke. Derimod er der en dejlig natur heroppe, men for os heroppe, er det blot en del af paradeisos, og føles lige så naturligt som resten af denne uendelige verden af skønhed. Vi færdes rundt med en lethed, på noget der nærmest ligner et lyst skytæppe, og alligevel findes der store skove med søer og vandfald og et rigt dyreliv af alle slags. Som nede på jorden, lever dyrene af hinanden og den grønne vegetation, men mennesker kan færdes uden frygt blandt dem, ja endog gå tæt på dem og kæle med dem, når man har lyst til det. Selv om man aldrig trænger til at blive vasket, og altid dufter godt, så er der alligevel mange der bader i søerne, hvor vandet altid er dejligt tempereret. Vi bader alle nøgne, men ingen betragter det som frivolt, ingen undser sig over nøgenheden, alt foregår i æstetisk skønhed, uden den ringeste con amore.
Min afdøde mor ville jeg gerne gense. Hvor mange gange havde jeg ikke efter hendes død, når jeg om aftenen stod og kikkede op på alle stjernerne, sagt til mig selv, at den klareste af alle stjernerne, måtte være min mor der holdt øje med, om jeg stadig huskede hende. Ikke fordi jeg troede min mor var blevet en stjerne, men jeg vidste hun var der et eller andet sted, og jeg vidste at hun vidste at jeg, hver gang jeg tænkte på hende, så op på den klareste stjerne. Det var et kærligt gensyn med min mor. Hun var ungdommelig som alle andre heroppe, men fortalte at det overraskede hende, at hun skulle opleve dette evige dejlige liv. Vi var begge glade for at havde mødt hinanden, men man kan ikke i den forstand blive familiære, som ned på jorden. Man tænker slet ikke den tanke. Det er svært at forklarer, men det er faktisk sådan, at uanset hvem man er iblandt, om det er mange sammen, eller blot to der taler sammen, så føles det dybfølt og hjerteligt. Hvad taler man så om med hinanden? I virkeligheden taler vi ikke sammen i gængs forstand. Det er mere de gode og oprigtige oplevelser, dem som man bliver glad for at høre, vi udveksler. Det har noget at gøre med at man, efter at være kommet herop, ikke er i stand til at huske, eller i det hele taget tænke negativt. Man kan godt erindre, men ikke dårlige ting fra tidligere. Man kan heller ikke erindre overgangen fra jordisk død, til tilstanden heroppe. Jeg bør nok anfører, at det i mangel af bedre, at jeg bruger talemåden 'heroppe'. Faktisk aner ingen hvor dette elysiske paradis befinder sig. Heller ikke det er der nogen der reflektere over. Det er så fuldend en tilværelse heroppe, at det ikke bare er umuligt at tænke, tale eller erindre noget dårligt, man føler ingen behov for at vide noget om død og overgang til det evige liv. Ligesom landskabet er uendeligt, er også  øjeblikket uendeligt. Hvor længe den eller den har været her, er der ingen der reflektere over, sådan er det bare, og sådan vil det altid være, ja sådan har det altid været, både for dem der lige er ankommet, og dem der er kommet for hundrede eller tusinde  af år siden - fordi!. Tid er et fuldkommen ukendt begreb. Alle de tanker man i denne sammenhæng, uvægerlig ville tumle med, endnu inden man forlod sit jordiske hylster, erindre man slet ikke heroppe. Derfor er der heller ingen der nogensinde har fået den tanke, at der mangler nogen, ( slet ikke den tanke at der mangler noget) for som sagt er selv ens nære slægtninge ligestillet med alle os andre. Vi er alle sammen lige fuldendte i en fuldendt verden, der fuldender alle ens behov, så vi savner ingen eller intet. Tanker om himmel og helvede er ikke eksisterende. Her er ingen der kender sejre eller tab, gode eller onde, men snarer noget der godt kan opfattes som usårlig kærlig hengivenhed. Her er ingen livsanskuelse, ingen destruktive forplumrende mørke tanker, eller kendskab til adfærd, der skaber uorden, i en for mennesket her, fuldendt og færdiggjort verden. Eksistensen er endt og (det evige) liv er begyndt.
Skaberen af dette herlige paradis ser vi ikke noget til, men han har sikkert også travlt med alle sine ustyrlige børn 'dernede', og heroppe beder vi ikke til Gud, for vi er jo hos ham i hans Nirvana, hvor vi jo ikke længere skal kæmpe for at gøre os fortjente. Her er der ingen eller intet der kan lede i fristelse, da begrebet ikke findes heroppe. Intuitivt uden at geråde ud i spekulation over hvorfor eller hvordan, glædes man på en måde dagligt over hvor smukt Gud har skabt dette paradis, denne vidunderlige samhørighed blandt os alle sammen, men en daglig eudaimonis som ikke opleves som begejstring, men som en varm og ukrænkelig omklamring af den daglige væren.