Fabula

   Fabula

Det som disse to unge mennesker oplevede på en ø langt inde i Flensborg fjord, skulle være ganske vidst, for på et stort gammelt egetræ findes den dag i dag, et velbevaret rids af den begivenhed, der fandt sted for mere end firs år side, og slægten kan bekræfte at hændelsen er blevet fortalt igen og igen, helt frem til i dag.
Nogle tror det bygger på en skrøne, andre at det nok skal være rigtigt, for de har skam selv oplevet at det fungerede. Ridset, der er skåret ind i træet, har efterladt et billede af en hånd på en mave, og er illustreret med stor akkuratesse. Hånden, hvis fingre er samlet, ligger fladt under brystbenet, med lillefingeren på navlen. Fingrene peger fra højre mod venstre, og dette må få en til at tro at en mandsperson har stået bag en kvinde. Eventyret bag dette rids skulle være følgende.
En sommerdag i 1925 var der amoriner i luften over Flensborg fjord. En af gårdejer Frindoorffs fire sønner, den ældste som hed Fabiel Genius, var sejlet ud til Store Okseø midt i Flensborg fjord, og han var ikke alene, men det vidste hans fader ikke endnu. Fader Frindoorff og Fabiel var igen kommet på talefod, efter Fabiel havde fortalt at han ville være skovfoged. Men faktisk var faderen ikke fri for at føle sig lidt skuffet over, at knægten ikke være landmand. Han ville hellere sidde med næsen begravet i en bog, og hvad værre var, han skrev også digte. Som ældste søn skulle han ellers have videreført slægtsgården, således som det havde fundet sted i generationer, men det interesserede ham ikke. Men han elskede og forgudede livet på landet, og efter endt skolegang i storbyen, var han vendt tilbage til sin fædrende gård, og gik hver dag lange ture over markerne og gennem skoven, men landmand ville han ikke være.
Det hændte at han bad kokkepigen om at lave sig en picnickurv til turen, og så kunne det godt blive langt ud på aftenen, inden han kom hjem. Ja en enkelt gang var han blevet ude i skoven hele natten, hvor han havde indrettet sig et leje mellem nogle væltede graners toppe. Det var en rigtig lun sommernat, det var fuldmåne, og i løbet af natten var ikke så få dyr kommet ganske tæt på. Han beundrede naturen og agtede alt levende i skoven lige så højt som han agtede sine medmennesker. Han kunne derfor ikke begribe hvorfor det var nødvendigt, at hans far og brødre gik på jagt, og selv nægtede han at deltage. Han fandt inspiration i naturen, den stemte hans sind godt, og så var det han kunne finde på at skrive sine digte. Hans far mente bestemt det var noget pjat, det var ikke noget at skrive om, man kunne jo bare gå ud og se det hele med sine egne øjne, sagde han gerne. Fabiel Genius troede vel ikke man kunne leve af, og drive en stor gård, ved at skrive digte, fortsatte han gerne. Så lad min broder overtage gården, han vil gerne, og jeg skal nok klare mig endda, plejede han at svare faderen. Denne sommerdag havde Fabiel Genius bedt kokkepigen lave ham en kurv med mad og drikkelse til to. Herren skal måske overnatte i skoven igen, kluklo hun da han hentede madkurven ved middagstide, mens faderen sov til middag. Ikke i dag svarede han med et glimt i øjet, men i skal nu ikke vente mig til aftensmad, jeg spiser ude i aften, sagde han og hankede op i picnickurven. Derefter var han vandret ned til gårdens egen lille bådebro hvor der lå en jolle. Der blev han siddende for at vente på Adiana, der var skovfogedens datter
Hvad hans fadder ikke vidste, var, at han faktisk havde været på besøg hos skovfogeden, for at tale med ham om det betimelige i at han kurtiserede Adiana. De havde fået en god snak, mand til mand. Skovfogeden havde fået et godt indtryk af den unge Fabiel Genius, især da han ikke havde svært ved at afnøde den unge mand det løfte, at han ikke vilde holde hans datter for nar.. Men ellers ville han ikke modsætte sig, såfremt Adiana gav sit ja. Skovfogedens datter var en lattermild jomfru, som Fabiel Genius havde set adskillige gange, når der havde været høstfest på faderens gård, og senere også i skolens sidste klasser, hvor piger og drenge fik lov til at være i samme klasse. Der havde han vovet at bede hende lægge øren til, og sige sin mening, om et digt han havde skrevet. Hun havde leet af ham, men havde lagt sin hånd i hans og sagt! skriv snart nogle flere, og lad mig hører. Nu da skolen var slut, hændte det hun slog følge med ham, når han var ude at udforske naturen, og som uger blev til måneder, var der opstået en fællesskabsfølelse mellem dem. Adiana fascinerede ham, og han blev mere og mere sikker på, at det skulle blive de to, hvis han bare kunne få det sagt det til hende. Så derfor var turen til Store Okseø planlagt ganske nøje.
For et par dage siden havde han aflagt skovfogeden endnu et besøg, og fortalt ham, at han gerne ville invitere Adiana med på en sejltur til Store Okseø, hvor han ville fri til hende. Adiana selv var ikke hjemme, så skovfogeden inviterede ham med inden for, så de kunne drøfte det sammen med hans kone. Spørgsmålet om hvordan han havde tænkt sig at forsørge deres datter, var kommet helt bag på ham, men han fandt det naturligvis rimeligt nok, så han svarede som sandt var! Jeg vil være skovfoged. Var det ikke lidt søgt havde hustruen sagt. Nej - jeg mener det faktisk indvendte Fabian Genius. Jeg vil ikke være landmand, og alligevel gerne være ude i naturen. Så er det den rette uddannelse du indleder, svarede skovfogeden stolt. Hvis du nu kunne begynde som elev oppe hos mig på godset, ville det så interessere dig, jeg skal gerne ligge et godt ord ind for dig oppe hos greven. Det ville passe mig fint, så mangler der bare at jeg for fortalt min fader om min beslutning. Han bliver ikke nødvendigvis begejstret, han ville jo gerne at jeg fører slægtsnavnet videre på gården.
Allerede dagen efter havde han fortalt sin fader om sin beslutning, og til hans store forbløffelse, havde faderen givet sit tilsagn, i erkendelse af at Fabiel Genius ikke havde lyst til at drive gården videre efter ham. Og så var det et meningsfyldt arbejde, i stedet for alt det læse og skriveri, som ingen voksen mand kunne leve af. Men der kom han til at tage fejl, skulle det senere vise sig, for embedet som skovfoged, levnede også tid til skrivesysler. Turen til Store Okseø havde han dog ikke mod til at fortælle faderen, som dog godt vidste at han jævnligt gik ture med skovfogedens datter, men betragtede det som det rene skolekammerateri.
Mens han sad og ventede på Adiana, tog han en lille æske op af tasken, en æske han havde fået af Adianas fader. Der i ville ligge en kniv han skulle bruge, efter han havde friet til Adiana. Kom med ned i parken, så skal du se, havde skovfogeden sagt, da han besøgte ham sidste gang. Nede i parken havde skovfogeden ledt ham hen til et stort egetræ, hvor han havde skåret konens og hans navn samt årstal ind i barken, ja helt ind til veddet. Da jeg bad om konens hånd hos svigerfar, min forgænger i embedet, bad han mig efterfølgende gå ned til den store eg i parken, og ridse vores navne dybt ind i stammen, for således at bekræfte min oprigtighed, og ikke gøre familien til skamme, ved senere at løbe fra løftet om datterens hånd. Nu er det min tur til at give min datter bort, og din tur til at bekræfte dit fortsæt i barken, på en af de store ege på Store Okseø.
Og det må jeg gøre tænkte Fabiel Genius, og vejede den lille kniv i hånden. Egentlig en smuk symbolsk måde at knytte natur og kærlighed sammen på, tænkte han.
Det varede ikke længe inden Adiana kom til syne oppe på vejen. Hvor var hun dog indtagende tænkte han og gik hende i møde, tog hende under armen, og sammen gik de ned til båden og kravlede ombord. Min far har tilladt mig at spise frokost i det grønne med dig, lo hun salomonisk. Ja jeg er glad for at han gav lov, og glad for at du kunne komme. Der skulle være så dejlig natur over på Store Okseø, og mange gamle egetræer sagde han, uden at røbe sit sande motiv.
Sejlturen derover forløb uden besvær, og snart havde de forceret strandengen, hvor der græssede en mængde får, og gav sig ind i skoven for at finde et solrigt sted. Det fandt de hurtigt, og satte sig i skygge under en stor eg. Hun opdagede hurtigt at Fabiel var godt kendt med alt hvad der omgav dem. Han kunne uden besvær identificere alle træerne ved navn, og de fleste af planterne i skovbunden. Synd du skal være landmand, sagde hun, jeg tror du ville egne dig fortrinlig som skovfoged. Det tror jeg også svarede han, og det er lige netop hvad jeg vil være, det kan du trygt stole på. Hun så forbavset på ham. Hvad mon din fader ville sige hvis han hørte det, han regner vel helt bestemt med, at du skal fører slægtsgården vider. Ja, det gjorde han, rettede Fabiel hende, men vi har talt ud om det, og det bliver ikke mig der skal føre gården videre, men min broder Jesper, han vil også gerne. Derefter var der tavshed mens de spiste indholdet af den medbragte madkurv. Til Fabiels store overraskelse, var der også lagt en bajersk øl ned i kurven, og den delte de, alt mens han betænkte sig, at han skulle huske at give madmor en rigtig knuser, når han så hende igen. Da de havde spist og sad lænet op af egestammen, rykkede Fabian tættere på Adiana, og hun lagde sin hånd i hans, og sagde tak for dejlig frokost, hvorefter de sad en stund i tavshed og lyttede til naturens lyde. Hvad tænker du mon på, spurgte hun omsider, jeg har på fornemmelsen, der er et eller andet du gerne vil fortælle, men har svært ved. Hendes empati overraskede ham, men gav ham samtidig anledning til at fremføre sit væsentlige ærinde med turen. Adiana, det skal du vide sagde han, og så hende frimodigt i øjnene, jeg er utroligt fascineret af dig. jeg har det sådan, at når jeg færdes i naturen og tænker på hvor smukt livet kan være, forbinder jeg det uvilkårligt med dig, og ja - alene disse ord får dig vel til at tro jeg er på frierfødder, og deri har du ganske ret. Jeg ved jeg løber risikoen for et nej, men jeg kan ikke andet, end gøre det jeg rigtig nok lige har forsøgt på - at fri til dig!. Hun så forbløffet på ham, rejste sig og sagde. Alene det at du gjorde det, og den måde du så mig i øjnene på, virker meget overbevisende, og du skal vide, at jeg aldrig ville være taget med dig på skovtur helt her over, hvis jeg ikke var villig til at løbe den risiko som du lige har udsat mig for. Jeg siger derfor gerne ja, men på en betingelse. Og det er spurgte Fabiel nervøst. At du skriver dit livs kærlighedsdigt til mig. Det ved jeg du gerne vil, og derefter fortæller vi vore forældre, at vi gerne vil have deres velsignelse til vores trolovelse. Vil du honorere dette ønske, spurgte hun og trådte ganske nær. Han tog hendes ansigt mellem sine hænder, så hende dybt i øjnene og sagde. Det skal blive det smukkeste digt nogen kvinde nogensinde har fået, svarede han, men inden vi forlader Store Okseø, skal jeg lige indfri et løfte til din far, dersom jeg havde modet til at fri, og fik dit ja.. Og derefter et ønske, hvor jeg vil lade det komme an på en prøve, men kun hvis jeg kan få dig til at medvirke. Jeg stoler på dig, at hvad det end er du har i tankerne, vil du mig det kun godt, svarede hun ham.
Det første jeg vil gøre er at indfri løftet til din far. Han tog den lille men skarpe kniv frem, vendte sig om og snittede et hjerte dybt ind i gennem barken, helt ind i veddet på den gamle eg de stod under. Derefter snittede han sirligt deres navne, hendes i øverste venstre hjørne, og hans eget i nederste højre hjørne af hjertet, hvorefter han snittede år, dag og måned i midten og til slut en pil, pegende opad tværs gennem hjertet. Dette var hvad jeg lovede din far hvis jeg mente det alvorligt, smilede han, og jeg er sikker på han vil komme efter mig hvis jeg ikke, efter at havde skåret dette metaforiske rids på vores kærlighed, holder mit løfte, men det lover jeg dig, han ikke skal få anledning til.
Mit næste ønske, er et ønske der kan få overraskende ambrosiske konsekvenser for os begge to. Jeg indrømmer gerne at optakten kan forekomme frivolt, men tro mig, jeg agter ikke at gøre noget du ikke finder rigtigt, desuagtet du ikke ved hvad der kan komme ud af den lille ærbare øvelse. Han tog hende i hånden og klemte den blidt, og ledte hende ud midt i lysningen. Derpå fortalte han, at han med stor interesse havde læst om hvordan de indfødte på en lille ø i Stillehavet friede, og nu ville han gerne prøve det samme på hende. Jeg stoler stadig på dig, men husk, vi er end ikke trolovede endnu, mindede hun ham om. Det der ikke kommer af sig selv, skal man ikke tage, svarede han kryptisk, og bad hende vende sig om, hvorefter han stillede sig tæt op bag hende. Nu skal vi begge lukke øjnene, og ikke åbne dem igen før seancen er slut, instruerede han hende. Derefter lagde han sin højre arm om livet på hende, og bad hende om ikke at blive forskrækket. Det jeg gør nu, er det eneste du må tilgive mig sagde han, hvorefter han forsigtigt stak sin hånd ind under hendes bluse, og lagde sin flade hånd lige over hendes navle, hvorefter han pressede en lille smule. Han kunne mærke hun nærmest holdt op med at trække vejret af anspændthed. Undskyld min frimodighed, men nu skal vi bare slappe fuldstændig af, og kun tage imod den varme og de energier der flyder gennem kroppen, så kunne det være der skete det samme med os, som sker ved disse rituelle frierier blandt de indfødte. En tid stod de sådan, han kunne mærke hun slappede mere og mere af, og han koncentrerede sig endnu mere om at sende et ønske gennem sin hånd til Adianas følelser. Efter at havde stået på denne måde i nogle minutter i dyb tavshed, skete det forunderlige. Hun begyndte ganske langsomt at dreje rundt. Hans hånd gled om på hendes ryg, og nu stod de ansigt til ansigt med hverandre. Endnu med lukkede øjne, og stadig uden at nogen af dem endnu havde sagt noget, blev deres læber draget mod hinanden uden de havde gjort nogen bestemmelse derom, og deres første kys var overvundet. Hvor var det dog smukt, sagde hun og brød stilheden, hvordan gjorde du det. Det ved jeg egentlig ikke. Noget med positive oprigtige energier fra os begge to vil jeg tro, og vidst noget med to sjæle og samme tanke, sagde han ømt og så hende dybt i øjnene. Og nu føler jeg mig virkelig som lykkens Pamphilos, for jeg har lige hørt englene synge, det var et vidunderligt kys.. Og det er sådan de indfødte beskriver seancen på den lille ø derude i Stillehavet, og nu tror jeg på dem smilede han, og trak hende med over til et stort egetræ længere borte. Der er lige noget jeg må havde gjort, og formentlig til stor undren for eftertiden. Han trak atter kniven frem, og skar dybt ind i træet en lille torso, med en flad hånd hvilende lige over navlen.
Nu må vi hellere se at komme hjem, jeg ved mor gerne ser du spiser med i aften, sagde Adiana.
De blev faktisk både trolovede og gift. Han fik skrevet et gribende kærlighedsdigt til hende. Han blev skovfoged og de fik tre børn, og slægten lever den dag i dag. Mange unge i slægten har været på Store Okseø, ikke mindst for at afprøve det selv samme ritual som deres forfader Fabiel Genius brugte i 1925, for at vinde den skønne Adianas hjerte.